Gyldig fra

Nu får de første boligejere deres ejendomsvurdering

Vurderingsstyrelsen har i dag sendt de første nye ejendomsvurderinger ud. Over de kommende knap to måneder vil ejerne af omkring 50.000 boliger modtage deres nye ejendomsvurderinger. Efter modtagelse af vurderingen vil boligejerne efterfølgende få besked om, hvorvidt de skal have penge tilbage for ejendomsskatter betalt i perioden 2011-2020.

De første boligejere har i dag modtaget nye ejendomsvurderinger. Af ejendomsvurderingen fremgår både ejendomsværdi og grundværdi for boligen. Oplysningerne skal bruges som beskatningsgrundlaget for betaling af ejendomsværdiskat og grundskyld.

”Vi er glade for, at vi efter planen nu sender de første ejendomsvurderinger til boligejere. Vi er også glade for de værdifulde erfaringer, vi får fra borgernes modtagelse af de nye deklarationer og nu også af modtagelsen af de nye ejendomsvurderinger. Det er erfaringer, vi tager til os og vil bruge, så vi er endnu bedre rustet til at sende næste bølge af ejendomsvurderinger ud,” siger direktør for Vurderingsstyrelsen, Poul Taankvist.

På grund af skattestop på ejendomsværdiskatten, der fortsætter frem til de nye boligskatteregler indføres i 2024, vil den altovervejende del af boligejerne ikke opleve en stigning i deres ejendomsværdiskat – heller ikke selvom de modtager en højere vurdering. Frem til 2024 er der derudover en stigningsbegrænsning på, hvor meget grundskylden kan stige. De fleste boligejere vil derfor ikke opleve, at en stigning i grundværdien får væsentlig indflydelse på det beløb, de skal betale i grundskyld. Derudover kan stigninger i grundskylden indefryses til den dag, hvor boligejeren fraflytter ejendommen.

Det er første gang siden 2011, at der foreligger nye ejendomsvurderinger. De offentlige ejendomsvurderinger har været videreført siden 2011, mens arbejdet med et nyt ejendomsvurderingssystem har været undervejs.

Med de nye vurderinger er det nu muligt at beregne, hvilke boligejere der har betalt boligskatter af for høje vurderinger i perioden 2011-2020. Sammen med et brev om klagemulighederne vil boligejere, der har modtaget en ny vurdering, efterfølgende modtage besked om, hvorvidt de skal have penge tilbage for perioden 2011-2020. Beløbet vil fremgå af meddelelsen og vil automatisk blive udbetalt til boligejerens NemKonto.

De boligejere, der har betalt skat af for lave vurderinger i perioden, slipper for at skulle betale ekstra.

Det nye vurderingssystem, som nu er taget i brug, bygger på flere og forbedrede data om danske boliger. Disse data har ejerne af de ca. 50.000 ejendomme allerede modtaget med den såkaldte deklaration, hvor boligejerne har mulighed for at tjekke data og eventuelt gøre indsigelse over eventuelle fejl og mangler i deklarationen til Vurderingsstyrelsen.

Det er ca. 50.000 parcel- og rækkehuse fordelt over hele landet, der i denne omgang modtager en ny vurdering.

Efter nytår vil yderligere ca. 100.000 ejendomme modtage nye ejendomsvurderinger. I andet halvår af 2022 påbegynder Vurderingsstyrelsen sagsbehandling af vurderingerne for de ca. 700.000 resterende parcel- og rækkehuse. Senere udsendes vurderinger og tilbagebetalingstilbud for ejerlejligheder, sommerhuse og andre typer af ejerboliger.

 

Læs mere om de nye offentlige ejendomsvurderinger på Vurderingsportalen 

Læs mere om det nye vurderingssystem her:

Nye vurderinger, nye data, nye muligheder | Vurderingsstyrelsen (vurdst.dk)