Gå til indhold

Løsning klar til boligejere, som har oplevet uvirksomme links

Nu er der hjælp til de boligejere, der på grund af uvirksomme links har været forhindret i at se og reagere på oplysninger om deres bolig.

Flere boligejere oplevede i foråret, at linket til deres deklarationsmeddelelse ikke virkede i den meddelelse, de modtog fra Vurderingsstyrelsen via digital post. 

Nu sikrer en ny lov, at de berørte boligejere får mulighed for at få genstartet processen.

”Vi er tilfredse med, at det med lovændringen nu bliver muligt for os at hjælpe de boligejere, der har været berørt af problemstillingen med uvirksomme links,” siger direktør i Vurderingsstyrelsen, Poul Taankvist. 

De uvirksomme links skyldes forskellige tekniske forhold, herunder problemer med adgang til Vurderingsportalen, problemer med den fælles offentlige digitale postkasse og problemer koblet til boligejernes egne digitale enheder. 

For nogle boligejere betød det uvirksomme link, at de ikke nåede at se og reagere på oplysningerne om deres bolig inden for indsigelsesfristen på fire uger.

Da oplysningerne danner grundlag for ejendomsvurderingen, kan fejlen i yderste konsekvens have medført en fejlagtig vurdering – og dermed et fejlagtigt grundlag for boligbeskatningen og eventuelt tilbagebetaling for de pågældende boligejere.

Mulighed for ny vurdering

For at sikre boligejerne en mulighed for at få ændret datagrundlaget for deres ejendomsvurdering, opfordrede Vurderingsstyrelsen i efteråret boligejere til at henvende sig til styrelsen, hvis de på grund af et uvirksomt link havde været forhindret i at gøre indsigelse. På den baggrund har ca. 120 boligejere henvendt sig til styrelsen.

Folketinget har onsdag den 22. december 2022 vedtaget en ændring af ejendomsvurderingsloven, som giver Vurderingsstyrelsen mulighed for at hjælpe de boligejere, som er omfattet af fejlen, og som har henvendt sig.

På baggrund af lovændringen vil Vurderingsstyrelsen i hvert enkelt tilfælde kunne tage stilling til, om der foreligger værdipåvirkende forhold, der burde have været tillagt vægt ved vurderingen, men som ikke er blevet medtaget som følge af udfordringer med at tilgå Vurderingsportalen. 

Boligejere, der har rettet henvendelse til Vurderingsstyrelsen med tekniske udfordringer, der har forhindret dem i at gøre indsigelse, vil i begyndelsen af det nye år blive kontaktet. I sager, hvor den manglende partshøring konkret har medført en forkert vurdering, vil Vurderingsstyrelsen tage sagen op til revision med henblik på at udarbejde en ny vurdering til de berørte boligejere.

Vurderingsstyrelsen beklager fejl  

Vurderingsstyrelsen beklager over for de boligejere, der har været berørt af fejl.  

Vurderingsstyrelsen opfordrer generelt alle boligejere, der måtte have spørgsmål eller udfordringer vedrørende deres ejendomsvurdering, til at henvende sig og få hjælp hos Vurderingsstyrelsen.