Gyldig fra

Flere nye ejendomsvurderinger – nu med digital adgang

Ejerne af ca. 100.000 boliger får nu nye ejendomsvurderinger. Som noget nyt kan boligejere nu få digital adgang til de relevante oplysninger om deres bolig.

Vurderingsstyrelsen fortsætter med udrulningen af det nye vurderingssystem.

Det betyder, at ejerne af omkring 100.000 villaer, parcelhuse og rækkehuse fordelt over hele landet vil modtage nye ejendomsvurderinger de kommende måneder.

I denne uge udsendes deklarationer til omkring 30.000 ejendomme. Deklarationen er en gennemgang af de oplysninger om boligen, som Vurderingsstyrelsen vil lægge til grund for ejendomsvurderingen, der udsendes senere. 

Ejerne af de 30.000 ejendomme vil modtage besked i deres digitale postkasse.

Som noget nyt kan boligejere, der modtager en ny deklaration og en ny vurdering, se alle oplysninger om deres ejendom digitalt på Vurderingsportalen.

”Vi er glade for, at it-understøttelsen af det nye ejendomsvurderingssystem er blevet yderligere styrket, så vi nu kan tilbyde boligejere en nem adgang til data om deres bolig og ejendomsvurdering. Vi håber, at det vil hjælpe boligejere til at få et bedre overblik over baggrunden for deres vurdering og deres boligskat,” siger direktør Poul Taankvist, Vurderingsstyrelsen.

Man skal være opmærksom på, at det ikke er alle boligejere, der nu kan finde oplysninger om deres bolig på Vurderingsportalen. Boligejerne modtager besked fra Vurderingsstyrelsen, når der er adgang til oplysninger om boligen. Det sker, når der er nyt om ejendommen. Fx sker det første gang, når deklarationen er tilgængelig - det vil sige adgang til de data, som Vurderingsstyrelsen vil lægge til grund for vurderingen, og efterfølgende når selve ejendomsvurderingen er klar.

Den digitale adgang kræver NemID eller MitID. Boligejerne kan gå på Vurderingsportalen direkte fra det brev Vurderingsstyrelen har sendt til deres digitale postkasse – eller de kan logge ind på Vurderingsportalen.dk.

De 30.000 deklarationer og vurderinger bliver fulgt af 70.000 nye deklarationer og vurderinger i løbet af forår og sommer 2022. Dermed vil i alt 150.000 villaer, parcelhuse og rækkehuse have modtaget en ny vurdering. Næste udsendelse bliver yderligere knap 700.000 villaer, parcel- og rækkehuse. Senere udsendes de resterende ejerboliger som ejerlejligheder og sommerhuse.