Gyldig fra

152.000 boligejere får opdateret årsopgørelsen

Boligejere, der har modtaget en ny ejendomsvurdering, får nu opdateret årsopgørelsen for 2021. For nogle medfører det lavere ejendomsværdiskat.

Årsopgørelsen for 2021 blev gjort tilgængelig for skatteyderne i marts 2022. For boligejere indeholdt årsopgørelsen den videreførte ejendomsvurdering fra det gamle vurderingssystem.

Men siden da har mange boligejere modtaget en ny ejendomsvurdering med vurderingstermin 1. januar 2020.

Disse boligejere får nu efterreguleret deres årsopgørelse for 2021.

85.000 boligejere har allerede fået efterreguleret årsopgørelsen i foråret 2022. I løbet af september 2022 følger så efterregulering for yderligere 152.000 boligejere. De 152.000 boligejere er ejere af de omkring 95.000 parcelhuse og rækkehuse, der er blevet vurderet senest.

For boligejere, hvor en ny lavere vurdering giver anledning til en lavere ejendomsværdiskat for 2021, vil boligejeren få penge tilbage.

For de boligejere, der har modtaget en ny vurdering, der er højere end den gamle videreførte ejendomsvurdering, vil det kun i særlige, og ganske få, tilfælde medføre en højere ejendomsværdiskat, da der fortsat er skattestop for ejendomsværdiskatten.

Grundskylden vil ligeledes blive genberegnet. Det vil foregå i kommunerne, da grundskyld er en kommunal skat frem til og med 2023. Stigninger i grundskylden vil være begrænsede, da der fortsat gælder et skatteloft for stigninger i grundskylden.

 

Læs mere om din nye vurdering og årsopgørelsen