Sådan finder du de vurderinger, du kan klage over

Få overblik over de historiske vurderinger for ejendommen på Den Offentlige Informationsserver (OIS).

Du kan finde de historiske vurderinger for den periode, du vil klage over, på ois.dk. Her finder du den grundværdi og ejendomsværdi, som din ejendom er blevet vurderet til på det konkrete tidspunkt. Se herunder, hvordan du gør.

Du kan kun klage over de år, hvor der er foretaget en vurdering

De historiske vurderinger, du kan klage over nu, er foretaget i perioden fra 2013-2020, men den enkelte ejendom er som udgangspunkt kun vurderet hvert andet år. Vi har tidligere delt ejendommene op i to kategorier, når vi vurderede dem: 

  • ejerboliger - som vi vurderede i årene 2013, 2015, 2017, 2018 og 2020
  • andre ejendomme - som vi vurderede i årene 2014, 2016, 2018 og 2019.

Hvis din ejendom er blevet vurderet i et andet år end dem herover, er det fordi, vi har omvurderet den. Det kan fx være sket, hvis du har lavet en om- eller tilbygning, eller hvis kommunen har ændret lokalplanen. Når du skal finde de historiske vurderinger for din ejendom, skal du derfor vælge de år, hvor der er foretaget en vurdering.

  • Har ejendommen ændret anvendelse mellem 2013 og 2020?

    En ejendom vil også kunne være gået fra at skulle vurderes i den ene af årrækkerne ovenfor, til at skulle vurderes i den anden af årrækkerne. Det kan fx være sket, hvis en ejendom er skiftet fra at være ejerbolig til at være en ubebygget grund. Det kan være sket i forbindelse med, at et parcelhus på grunden er revet ned. Hvis huset er revet ned i 2014, vil ejendommen være almindeligt vurderet i 2011 og 2013 (som ejerbolig), mens den vil være omvurderet i 2014, hvorefter den så skal almindeligt vurderes igen i 2016, 2018 og 2019, denne gang som ubebygget grund.

    Du er velkommen til at ringe til os, hvis du er i tvivl om, hvilke vurderinger du kan klage over. Vores telefonnummer er 72 22 16 30.

Sådan finder du historiske vurderinger på ois.dk

  • 1. Find den ejendom, du ønsker at se vurderingerne for

    På forsiden af ois.dk kan du søge efter den ejendom, som du ønsker at kende vurderingerne for. Det gør du ved at bruge søgefeltet. Du kan bruge forskellige oplysninger til at finde ejendommen. Fx:

    • kommune og adresse
    • postnummer og adresse
    • matrikelnummer


    Du kan også vælge at finde ejendommen på et kort:

    • Vælg søgning Via kort.
    • Skriv kommunens navn eller kommunenummeret.
    • Zoom ind på den ejendom, du ønsker at se oplysningerne på.


    I brevet fra Vurderingsstyrelsen Du får nu mulighed for at klage over historiske vurderinger vil ejendomsnummer og adresse stå i oversigten sidst i brevet.

  • 2. Find de historiske vurderinger

    Når du har fundet ejendommen, gør du sådan her:

    • Vælg Dine søgninger.
    • Klik på Økonomi.
    • Vælg Tidligere vurderinger og salgspriser og herefter Historiske vurderinger.
    • Vælg årstallet for den vurdering, du er interesseret i på den liste, der kommer frem.
    • Se den konkrete vurdering under Vurderingsoplysninger.

Vil du klage over vurderingen for 2020?

Så skal du vide, at du ikke kan se vurderingen for netop 2020 inde på ois.dk. I stedet kan du åbne det foreløbige vurderingsgrundlag for 2021 under menupunktet Gældende vurdering - 2021. Værdierne herpå er de samme, som de var for 2020, og derfor kan du tage udgangspunkt i dem, når du skal finde ud af, om du vil klage over vurderingen for 2020.

Hvis du er i tvivl om, hvilke vurderinger du kan klage over, er du altid velkommen til at ringe til os på 72 22 16 30.

Du kan ikke klage over alle vurderinger på ois.dk

På oversigten over historiske vurderinger kan du se en vurdering for alle år i en længere årrække tilbage i tid. Du kan dog ikke klage over samtlige af disse vurderinger. Ejendommen er som udgangspunkt kun vurderet i de år, der er beskrevet i afsnittet Du kan kun klage over de år, hvor der er foretaget en vurdering ovenfor, og det er som udgangspunkt kun dem, du kan klage over. Du vil dog også kunne klage over et eller flere andre år i perioden, hvis der er sket omvurdering i et eller flere af de år, hvor ejendommen ikke er almindeligt vurderet. Det kan fx være i tilfælde, hvor ejendommen har ændret anvendelse, eller hvor der er bygget til. Derfor kan det være en god ide at sammenholde de ovenstående år med oversigten på ois.dk for at sikre, at du kun opretter klager for år, hvor der er foretaget vurderinger. Du kan kun klage over år, hvor der er foretaget en vurdering.

Læs også

  • Hvad er Den Offentlige Informationsserver OIS?

    Den Offentlige Informationsserver, OIS, er en statslig database, der samler en række oplysninger om ejendomme i Danmark. Oplysningerne stammer fra en række landsregistre, der ejes og vedligeholdes af kommunerne, regionerne og staten.