Få svar på dine spørgsmål om klage

  • Hvad er en historisk vurdering?

    Historiske vurderinger er de vurderinger, der er foretaget eller videreført i den periode, hvor vurderingerne har været suspenderet.

    Det er altså vurderingerne for perioden 2013-2020. Også 2011 og 2012 betragtes som historiske vurderinger. Idet der imidlertid tidligere har været klageadgang for vurderingerne i årene 2011 og 2012, omfatter klageadgangen over de historiske vurderinger alene perioden 2013-2020.

    Selvom de almindelige vurderinger er blevet suspenderet, er der juridisk set stadig blevet foretaget almindelige vurderinger. Men i stedet for at have foretaget nye almindelige vurderinger, er vurderingerne fra 2011 eller 2012 i stedet videreført i prisniveauet for enten 2011 (for ejerboliger) eller 2012 (for erhverv og andre ejendomme).

    Hvis der er sket ændringer på ejendommen, som fx om- eller tilbygning, har vi foretaget en omvurdering, og det er i stedet den, som er blevet videreført.

    Læs mere om de historiske vurderinger

  • Hvor kan jeg se mine historiske vurderinger?

    Du kan finde de historiske vurderinger på ois.dk. Vær opmærksom på hvilke vurderinger, du kan klage over.

    Læs mere: Sådan finder du de vurderinger, du kan klage over 

  • Hvem kan klage?

    Det er klagemyndigheden, der vurderer, om den enkelte har ret til at klage. Men som udgangspunkt har du ret til at klage, hvis du opfylder enten ét eller flere af nedenstående kriterier:

    • Du er den, der ejer ejendommen i det år, hvor ejendommen er vurderet

    • Du skal betale skat på baggrund af de værdier, der er fastsat i den pågældende vurdering

    • Du har væsentlig, direkte og individuel retlig interesse i vurderingen, der klages over, men dette er en konkret vurdering, som klagemyndigheden foretager

    • Du har en fuldmagt til at klage på vegne af andre, der er omfattet af de ovenstående punkter


    Læs mere om, hvem der kan klage

  • Hvornår kan jeg klage?

    Når du får brevet Du/I får nu mulighed for at klage over historiske vurderinger fra Vurderingsstyrelsen. Du har 90 dage fra datoen på brevet, til Skatteankestyrelsen skal have modtaget din klage.

    Du kan også vælge at vente, til de nye ejendomsvurderinger bliver sendt ud. Her får du samme mulighed for at klage som nu (dog kun, hvis du vælger ikke at klage nu).

    Læs mere om hvad du skal vide, inden du klager 

  • Hvad kan jeg klage over?

    Du kan som udgangspunkt klage over alle forhold i vurderingen. Det vil fx sige faktiske forhold såsom størrelsen på grund- og bygningsareal, ejendommens anvendelse, retlige forhold (om der fx har været hjemmel til at foretage afgørelsen) og det aktuelle prisniveau.

    Vær opmærksom på, at der gælder nogle andre forhold, hvis der er en igangværende sag på ejendommen på tidspunktet for udsendelsen af brevet Du/I får nu mulighed for at klage over historiske vurderinger.

    Se mere herom under spørgsmålet ”Kan jeg klage, selvom der er en åben sag på min ejendom?”

  • Hvordan klager jeg?

    Du skal sende klagen til Skatteankestyrelsen ved at bruge deres digitale klageformular på skatteankestyrelsen.dk/send-en-klage.

    Skatteankestyrelsen skal have modtaget klagen senest 90 dage regnet fra datoen på det brev, du har modtaget fra Vurderingsstyrelsen. Datoen står i øverste højre hjørne af brevet.

    Du skal sende en separat klage for hver vurdering, du vil klage over.

    Læs mere om, hvordan du klager, og hvad du skal huske

  • Hvem klager jeg til?
  • Hvad koster det at klage?

    500 kr. pr. vurdering pr. ejendom, du klager over.
    Det vil sige, at man betaler 500 kr. pr. år pr. ejendom.

    Hvis du fx vil klage over vurderinger af to ejendomme i 2014, 2016 og 2018, så koster det 3.000 kr. i klagegebyr.

  • Får jeg klagegebyret tilbage, hvis jeg får helt eller delvist ret i min klage?

    Ja, hvis du/I får helt eller delvist ret i klagen eller hvis klagen afvises hos Skatteankestyrelsen

     

  • Hvorfor får jeg mulighed for at klage nu?

    Det har hidtil været meningen, at ejere af erhvervsejendomme skulle have mulighed for at klage over de videreførte vurderinger af deres ejendomme (siden 2012) samtidig med, at de modtager deres nye 2021-vurdering.

    Efter vedtagelsen af en ændring til Ejendomsvurderingsloven i december 2020 er det dog blevet muligt nu at klage over historiske vurderinger.

    Det er dog fortsat muligt også at vente med at klage, til man har modtaget den nye vurdering for 2021.

  • Hvad er fristen for at klage?

    Fristen for at klage er 90 dage fra datoen på brevet Du/I får nu mulighed for at klage over historiske vurderinger fra Vurderingsstyrelsen. Det vil sige, at Skatteankestyrelsen skal have modtaget klagen senest denne dag.

    Datoen finder du i øverste højre hjørne på side 1 i brevet. Hvis der er en åben sag, er fristen dog anderledes.

     

  • Får jeg penge tilbage i skat, hvis jeg får helt eller delvist ret i min klage?

    Det er ikke sikkert, at helt eller delvist medhold i en klage er ensbetydende med, at du får penge tilbage.

    Det afhænger af den konkrete sag og er noget, som Skattestyrelsen og kommunen tager stilling til. Det kommer blandt andet an på, om du har betalt skat af den aktuelle vurdering eller af grundskattelofts- eller ejendomsværdiskattestopværdien. Det kommer også an på, om vurderingen bliver lavere end en af disse værdier, hvis du får ret i din klage.

    Hvis du har klaget over din vurdering i et år, hvor du har tinglyst et ejerskifte og får helt eller delvist ret i din klage, kan du efterfølgende anmode Skattestyrelsen om godtgørelse af for meget betalt tinglysningsafgift. Godtgørelsen forudsætter, at du har betalt tinglysningsafgiften på grundlag af den offentliggjorte ejendomsværdi.

    Læs mere på skat.dk 

     

  • Hvad sker der, hvis jeg får helt eller delvist ret i min klage?
    • Vurderingen bliver ændret.

    • Skattestyrelsen vurderer på baggrund af den ændrede vurdering, om det giver anledning til at beregne ejendomsværdiskatten på ny.

    • Kommunen vurderer på baggrund af den ændrede vurdering, om det giver anledning til at beregne grundskylden (ejendomsskatten) og/eller dækningsafgiften på ny.

    • Du får klagegebyret tilbage.

    • Hvis du har tinglyst et ejerskifte i det år, som du har klaget over og har betalt tinglysningsafgiften på grundlag af den offentliggjorte ejendomsværdi, kan du efterfølgende anmode Skattestyrelsen om godtgørelse af for meget betalt tinglysningsafgift.

     

  • Hvad sker der, hvis jeg ikke får ret i min klage?
    • Vurderingen bliver fastsat, som klagemyndigheden har afgjort.

    • Du modtager en afgørelse, hvor det blandt andet fremgår, hvilke muligheder du så har.


    Du får ikke klagegebyret tilbage.

     

  • Er det min eneste chance for at klage over de historiske vurderinger?

    Nej. Du kan klage nu eller vente til, at de nye ejendomsvurderinger bliver sendt ud.

     

  • Hvordan finder jeg ud af, om det giver mening for mig at klage?

    Vurderingsstyrelsen kan ikke rådgive i konkrete sager. Det er op til den enkelte ejer at vurdere, om han eller hun vil klage. Der er en række forhold, som man bør tage stilling til, før man overvejer at klage.

    Læs mere om, hvad du skal vide, inden du klager

     

  • Kan jeg klage over vurderinger for år, hvor ejendommen er blevet omvurderet, selvom jeg tidligere har haft mulighed for at klage?

    Ja, det kan du godt. Det gælder uanset, om du tidligere har klaget eller ej.

    Læs mere: Værd at vide inden du klager

     

  • Kan jeg klage, selvom der er en åben sag på min ejendom?

    Ja, men du kan først klage over det år, hvor der er en åben sag, når den åbne sag er afsluttet.

    Hvis der er en igangværende sag på ejendommen på tidspunktet for udsendelsen af brevet Du/I får nu mulighed for at klage over historiske vurderinger, er der nogle forhold, du skal være opmærksom på.

    Der kan være en åben sag, der behandles i prisniveauet for 2011/2012, om:

    • en klage over en omvurdering eller en afgørelse om genoptagelse eller revision af en vurdering hos en klagemyndighed eller domstolene

    • genoptagelse eller revision af en vurdering hos os


    En sag er åben, hvis den ikke er endelig afsluttet, da vi sendte brevet Du/I får nu mulighed for at klage over historiske vurderinger.

    Hvis du gerne vil have, at klagemyndigheden ser på vurderingen i prisniveauet for det år, som vurderingen handler om, kan du klage, men først når den åbne sag er afsluttet. Det kan fx være relevant, hvis priserne på ejendomme i dit område er faldet siden 2011/2012.

    Klagemyndigheden tager kun stilling til prisniveauet for det år, vurderingen handler om. De kan ikke ændre på andre forhold vedrørende vurderingen.

    Vær dog opmærksom på at du stadig kan klage over de andre år, hvor ejendommen er vurderet, og hvor der ikke er igangværende sager.

    Når klagesagen er afsluttet, får du en ny klagefrist på 90 dage, hvor du kan klage over dette år.

    Læs mere: Værd at vide inden du klager

     

  • Kan både jeg og min forretningspartner klage?

    Ja. Alle klageberettigede i et givent år kan klage, når de har modtaget brevet Du/I får nu mulighed for at klage over historiske vurderinger. Alle parter vil modtage brevet samtidig.

     

  • Hvad sker der, hvis jeg er part i sagen, men ikke har klaget?

    Hvis du ikke selv har klaget, men en anden klageberettiget har, vil Vurderingsstyrelsen (hvis vi vurderer, det er muligt) forsøge at opnå enighed med klageren. Du vil løbende blive orienteret om sagen og får mulighed for at gøre indsigelse.

    Sagens udfald kan påvirke vurderingen af din ejendom. Derudover kan sagens udfald også betyde noget for skattebetalingen. Det er dog ikke sikkert. Det er Skattestyrelsen, du kan spørge om ejendomsværdiskat, og det er den kommune, ejendommen ligger i, du skal kontakte med spørgsmål til grundskyld og dækningsafgift.

    Når Skatteankestyrelsen modtager en klage, sender de sagen til Vurderingsstyrelsen for at give os mulighed for at opnå enighed med ejer. Hvis vi ikke kan det, sender vi en udtalelse til Skatteankestyrelsen om sagen.

    Læs mere: Hvem kan klage

  • Jeg har tidligere læst, at man automatisk får penge tilbage, hvis man har betalt skat af en for høj vurdering. Behøver jeg så overhovedet klage?

    Det er korrekt, at der med de nye offentlige ejendomsvurderinger kommer en tilbagebetalingsordning for en lang række ejendomme, hvor ejerne har betalt skat af en for høj vurdering.

    Læs mere: Vurderingsportalen.dk/ejerbolig/boligskatter

    Hvis du har fået et brev om, at det nu er muligt at klage over historiske vurderinger, er det fordi, din ejendom ikke er omfattet af ovenstående ordning.

    Læs mere: Hvem kan klage