Sådan klager du

Se her, hvordan du sender en klage over de historiske vurderinger til Skatteankestyrelsen.

Se, hvad du skal huske inden du klager

  • Hav dette parat, når du klager

    For at klage skal du bruge:

    • NemID
    • et betalingskort eller MobilePay.

     

    Gebyret for at klage er 500 kr. for hver vurdering pr. ejendom, du klager over. Hvis du får helt eller delvist ret i din klage, får du gebyret tilbage.

  • Se, hvad du skal sende med klagen

    Send dette med din klage:

    • begrundelsen for din klage (for hvert punkt du klager over, skal du beskrive, hvorfor du mener, vurderingen er forkert.)
    • eventuelle dokumenter, der støtter og underbygger klagen
    • det brev, du modtager fra Vurderingsstyrelsen
    • fuldmagt (kun hvis klagen sendes på vegne af andre).

     

    Husk fuldmagt, hvis du får en anden til at klage på dine vegne

    Med en fuldmagt giver du en anden ret til at handle på dine vegne, i dette tilfælde, at klage og håndtere klagesagen for dig. Du kan give denne ret til fx et familiemedlem eller en professionel repræsentant (fx en revisor).

    I fuldmagten skal du skrive, at du giver din repræsentant lov til at handle på dine vegne, indtil du giver besked om andet. Skriv også:

    • dit navn, cpr-nummer og adresse
    • navn og adresse på repræsentanten
    • dato
    • din underskrift.


    Skriv fx ”Jeg (navn, adresse og cpr-nummer) bekræfter, at (navn og adresse på repræsentant) må varetage mine interesser og klage på mine vegne”.

    Du kan indsende filformater, som fx pdf, doc, docx, jpg, png, tiff. Du kan indsende op til 100 MB i alt.

Sådan sender du klagen

Du skal sende din klage elektronisk til Skatteankestyrelsen. Skatteankestyrelsen skal have modtaget din klage senest 90 dage fra datoen på brevet med titlen: "Du/I får nu mulighed for at klage over historiske vurderinger”, du får fra Vurderingsstyrelsen.

 

Er du fritaget fra Digital Post?

  • Sådan klager du, hvis du er fritaget fra Digital Post

    Send din klage med brevpost til:
    Skatteankestyrelsen
    Ved Vesterport 6, 4. sal
    1612 København V

    Se, hvad du skal sende med din klage under punktet ”Inden du klager”.

    Sådan betaler du

    Er du fritaget fra Digital Post, kan du betale ved at overføre klagegebyret for hver vurdering, du klager over til kontoen med registreringsnr. 0216 og kontonr. 4069029361.

    Skriv gerne navn og cvr-nr. eller cpr-nr. i meddelelsesfeltet.