Gå til indhold

Ejendomsejere kan tjekke data om deres bolig

Med det nye vurderingssystem kan ejendomsejere på forhånd se de oplysninger, som Vurderingsstyrelsen bruger i ejendomsvurderingen. Ejerne kan i den forbindelse også give besked om eventuelle fejl eller mangler.

De nye ejendomsvurderinger bygger på en lang række oplysninger om landets 2,3 mio. ejendomme. Blandt andet tager vurderingerne højde for areal, opførelsesår og byggematerialer, men også for forhold om selve grunden og afstande til fx motorvej, offentlig transport, kyst og natur.

Med den nye digitale selvbetjeningsløsning Ret BBR er det nu muligt for ejer nemt at indsende ændringer til BBR-oplysninger om en ejendom, som skal til behandling i kommunen. Det kan boligejeren gøre på bbr.dk/ret. Tidligere var det kun kommunerne, der kunne ændre i oplysningerne.

Når der bliver indberettet nye oplysninger – fx hvis en ejer ændrer eller tilføjer oplysninger – bliver oplysningerne behandlet af kommunen. Hvis kommunen kan godkende de nye oplysninger, overfører de dem til BBR.

Ret BBR blev tilgængelig på landsplan i slutningen af 2018.

Deklaration med data om ejendommen

For at give ejendomsejere mulighed for at se og tjekke de data, som Vurderingsstyrelsen vil lægge til grund for vurderingen, modtager ejendomsejerne i første omgang en deklaration med relevant data om deres ejendom.

I tilfælde af eventuelle fejl eller mangler i deklarationen kan ejendomsejere sende en indsigelse til Vurderingsstyrelsen. Herefter vil det blive vurderet, om forholdet påvirker værdien af ejendommen så meget, at det kan give tillæg eller nedslag. Svaret på indsigelsen vil fremgå af vurderingen.

 

Læs mere om indsigelse (vurderingsportalen.dk)