En uforudsigelig hverdag, fyldt med kvalitet og spændende opgaver

I Anders’ kontor er det opgaven at forene politik, it og projektledelse på bedste vis. Det er ikke altid let, men hvis du ikke bliver skræmt af udfordringer, er det et meget spændende sted at arbejde.

Vurderingsstyrelsen har etableret to program- og projektstyringskontorer til at understøtte de store projekter, som der arbejdes med på både ejendomsvurderings- og beskatningsområdet. Anders Rønn Kæmpe har været med til at opstarte Programstyring og Transition, som arbejder med transition fra gammelt til nyt vurderingssystem. Anders er uddannet cand.ling.merc. fra Copenhagen Business School, og har efterfølgende specialiseret sig i projektledelse. Han har været ansat i Vurderingsstyrelsen siden den 1. september 2020.

Det primære fokus er på transitionen af det nye vurderingssystem, og der er masser af vigtige opgaver, som skal løses i kontoret:

- Vores kontor har ansvaret for, at der bliver fulgt op på og eksekveret på organisationens projekter. Jeg er blandt andet med til at sikre optimal etablering af projekterne og ensartethed i planlægning og styring.

Den største udfordring

Kombinationen af politik og it er komplekse sager at arbejde med. I Anders’ kontor er det opgaven at forene de to ting på bedste vis. Det er ikke altid let, men hvis du ikke bliver skræmt af udfordringer, er det et meget spændende sted at arbejde.

- En af de største udfordringer er, at vi arbejder i en politisk verden hvor dagsorden og retning kan ændre sig fra den ene dag til den anden. Man skal derfor kunne agere i en omskiftelig verden, hvor man ikke altid har overblik over hvilke opgaver, der venter en i morgen.

Selvom hverdagen på mange måder er uforudsigelig i Vurderingsstyrelsen, er det for Anders også noget af det, der gør det til en spændende arbejdsplads. Organisationen danner rammen for mange dygtige medarbejdere, og der er ingen tvivl om, at det er medarbejderne der får tingene til at lykkes. For at det kan lade sig gøre, er der både høj faglighed og en kultur for løbende at udvikle og implementere nye løsninger. 

- Vurderingsstyrelsen er en organisation i stor udvikling, og det er spændende at være med til at forme hvilken retning, vi skal gå i. Det faglige niveau er højt og favner meget bredt, hvilket giver god mulighed for både faglig og personlig udvikling.

Fokus på den enkeltes behov

De spændende opgaver spiller selvfølgelig en stor rolle for, at det kan være en god arbejdsplads. Men i Vurderingsstyrelsen er der også et stort fokus på det gode arbejdsmiljø, hvor travlhed ikke er en årsag til at gå på kompromis med at trives - tværtimod. I kontoret er der travlt, men aldrig for travlt til, at der tages hensyn til den enkelte medarbejder:

- Vi har i vores kontor et rigtig godt arbejdsmiljø, hvor der bliver taget hensyn til hver enkelt medarbejders behov. Alle er gode til at være opmærksomme på hinanden, selvom der i perioder kan være meget travlt.