Gå til sidens indhold

Årsomvurderinger

Du får automatisk en årsomvurdering.

Vær dog opmærksom på, at dette ikke er tilfældet, hvis der sker væsentlig skade på ejendommen ved brand, storm eller lignende. I disse tilfælde skal du give os besked. Det kan du læse mere om nedenfor.

Vi omvurderer bl.a.:                                                 

  • Når ejendommen er nybygget
  • Hvis din ejendom betragtes som ny, fx fordi den er blevet opdelt i ejerlejligheder eller lignende
  • Efter nedrivning eller efter om- og tilbygning, der kræver byggetilladelse
  • Hvis grundarealet er ændret med mindst 25 m2 (frasalg, tilkøb og ekspropriation)
  • Hvis ejendomsværdien eller grundværdien må antages at være steget eller faldet som følge af ændrede planforhold
  • Når din ejendom har ændret anvendelse
  • Hvis din ejerlejlighed har fået ændret fordelingstallet
  • Ved væsentlig skade på ejendommen ved brand, storm eller lignende

Klage over årsomvurderinger

Hvis du har fået en årsomvurdering (fx ved nybyggeri eller ombygning) i 2017, har du kunnet klage til Skatteankestyrelsen senest den 1. juli 2018.

Fristen for at klage over årsomvurderingerne for 2013, 2014, 2015 og 2016 er overskredet.

  • Sådan klager du

    I klagen skal du skrive, hvorfor du mener, at årsomvurderingen er forkert og vedlægge oplysninger og dokumentation, som støtter dit synspunkt.

    Du skal desuden vedlægge en kopi af den ejendomsvurdering, du klager over.

    Send klagen

    Du skal sende klagen elektronisk via Skatteankestyrelsens digitale selvbetjeningsløsning eller via Digital Post, dvs. e-Boks og borger.dk.

    Hvis du er fritaget eller undtaget for Digital Post, kan du indsende din klage med almindelig post til:

    Skatteankestyrelsen
    Ved Vesterport 6, 4. sal
    1612 København V.

    Hvis du er fritaget eller undtaget for Digital Post kan du også aflevere din klage ved personligt fremmøde.

  • Forløbet når du klager

    Skatteankestyrelsen sender klagen til udtalelse hos Vurderingsstyrelsen. Hvis vi mener, at vurderingen er korrekt, sender vi en udtalelse til Skatteankestyrelsen

    Hvis vi mener, at vurderingen er forkert, sender vi dig et forslag til en ny vurdering. Er du enig i forslaget, genoptager vi sagen og ændrer vurderingen. Hvis du ikke er enig i vores forslag til en ny vurdering, sender vi en udtalelse til Skatteankestyrelsen.

    Du vil så blive orienteret om, hvor klagen skal behandles.

    Det koster 400 kr. at klage. Hvis du får helt eller delvist ret i din klage, får du pengene tilbage.

  • Inden du klager

    Hvis du har spørgsmål til vurderingen eller er i tvivl, om den er rigtig, er du velkommen til at ringe til os på 72 22 28 26.

    Inden du klager, bør du se på, om den pris, du kunne have fået for ejendommen den 1. oktober 2011 eller 2012, er meget forskellig fra vores vurdering.

    Du kan eventuelt sammenligne vurderingen med salgsprisen på ejendomme i dit nærområde.

    Slå salgspriser op på ois.dk  

    Vær opmærksom på, at en ændring af ejendomsværdien ikke nødvendigvis betyder, at din ejendomsværdiskat ændres. Det skyldes, at ejendomsværdiskatten bliver beregnet af den laveste af disse tre værdier:

    • Den aktuelle ejendomsværdi.
    • Ejendomsværdien den 1. januar 2001 + 5 procent.
    • Ejendomsværdien den 1. januar 2002.

    Det samme er gældende for ejendomsskatten, da den fastsættes som det mindste af:

    • Den aktuelle grundværdi efter fradrag for forbedringer.
    • Den afgiftspligtige grundværdi for ejendommen, der dannede grundlag for påligningen af grundskyld det foregående skatteår, forhøjet med en reguleringsprocent.